Frederikshavn-ikonet var dybt skuffet efter nederlaget i Rødovre

Det var en hård pille at sluge for Frederikshavn. 

For første gang siden 1995/96 er klubben ude af slutspillet (der dengang kun talte seks hold) og for første gang siden 1983/84 er klubben udenfor top otte i det danske ishockeyhierarki.

Det er naturligvis tid til selvransagelse i Frederikshavn og omegn og et af "ikonerne" i nordjysk ishockey, Rasmus Søndergaard, var naturligvis dybt, dybt skuffet efter nederlaget i Rødovre i aftes. 

- Det var ikke det, man havde regnet med for 48 timer. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige...Det er den værste følelse, jeg nogensinde har haft og tabellen lyver ikke. Vi har været det dårligste hold, og det er nok den værste sætning, jeg nogensinde har sagt i min ishockeykarriere, sagde han til TV2 Nord efter dramaet i Rødovre i aftes. 

- Vi har fået en fantastisk opbakning, som vi egentlig slet ikke har fortjent, sådan som vi har præsteret. Folk har villet os det bedste, og det er dybt frustrerede, sagde Søndergaard efter kampen.

Til Nordjyske gjorde han status over sæsonen i går:

- På papiret har vi helt klart et hold til mere, end hvad vi har præsteret, men af den ene eller anden grund har vi ikke fået det til at spille. Vi har ellers haft mange snakke, og vi har forsøgt at ændre mange ting, men vi har ikke fundet den rette kemi. Vi har fine spillere, men vi har ikke haft et godt hold, lød det. 

Frederikshavn vandt bronze i 2019, men er siden røget ud af kvartfinalen. Og i aftes fulgte altså den helt store nedtur.  

 


KOMMENTATOR-TIP: SCHULTZ giver sit bud på kvartfinalerne VIDEO: Rødovres kæmpe glæde efter grundspillets sidste kamp