Den mangeårige internationale hoveddommer, Bo Andersen, 58, har tre sønner, der er fulgt i faderens fodspor som ishockeydommer.

Og når Bo, som for 25 år siden i et tv-studie i København blev hædret med B.T.s Gyldne Fløjte, dømmer sin sidste kamp 3. februar 2024, et opgør i Divisionen mellem Herlev og Odense, bliver det sammen med sine børn, Frederik Sønderberg Andersen, 30, Mathias Sønderberg Terp, 19, og Dommerklubbens yngste medlem, 16-årige Mads Sønderberg Terp.

”Jo, selvfølgelig er jeg stolt. Vi har alle sammen fulgt hinanden, og det er dejligt, at børnene har samme interesse som én selv. Jeg glæder mig til at følge dem de kommende år,” siger Bo.

Yngstemanden Mads, der går i 1. G, spiller i dag på hyggeholdet i Herlev (11-18 år), men det er dommergerningen, der tænder ham.

”Jeg har altid været inspireret af min far og vidste tidligt, at jeg også ville være dommer. Jeg har selv spillet, hvor min far var dommer, og i en U16-kamp dømte vi sammen,” siger Mads.

19-årige Mathias har dømt på linjen i Divisionen og nedefter, og i masser af kampe har han dømt sammen med sin far.

”Jeg har altid set op til min far og beundret den erfaring og viden, han har. Mit mål? Jeg satser på at komme op i Ligaen,” lyder det målbevidst.

”Jeg dømmer to kampe om ugen, men vil gerne dømme flere. Jo flere jo bedre.”

Lige nu dømmer den ældste af sønnerne, Frederik, ingen steder. En knæskade i en kamp i Metal Ligaen mellem Rødovre og SønderjyskE har midlertidigt sat ham ud af spillet.

Han har allerede vist sin klasse som linjedommer i Metal Ligaen og dømt i Continental Cup.

”Bo har inspireret mig 100 procent. Vi har altid haft ishockeyen sammen og rejste tit, da jeg var mindre. Også til Jylland, hvor vi snakkede om kampen på vejen hjem. Jeg har altid godt kunnet lide at bruge tiden sammen med min far. Uden ham var jeg ikke blevet dommer,” siger Frederik.

”Vi har dømt i snesevis af kampe sammen. Og i en juniorkamp var det med mig som hoveddommer og Bo på linjen. Min drøm? At dømme DM-finaler og komme så langt som muligt internationalt.”

Selv om Bo Andersen for længst har sagt stop (bortset fra afskedskampen), blev han kaldt frem, da en hoveddommer i sidste sæson i en kamp i Rødovre Centrum Arena mellem Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles i sidste øjeblik var blevet syg.

”Jeg sad derhjemme, da Kim Pedersen ringede og spurgte, om jeg med kort varsel var klar. Jeg slog selvfølgelig til,” siger Bo Andersen.

Jeg husker en meget speciel historie med Bo i sidste halvdel af 90’erne i Rødovre.

I den oppiskede stemning i en træningskamp mellem CSKA Moskva og Malmö Redhawks sendte den legendariske coach Viktor Tikhonov i spillergangen i pausen mellem anden og tredje periode en spytklat direkte i ansigtet på den danske dommer.

Selv om Tikhonov var cheftræner for både den røde armés hold og landsholdet, tredobbelt olympisk guldvinder, otte gange verdensmester og avanceret til general i hæren, var det unægtelig en voldsom måde at reagere på.

”En chokeret Malmø-træner havde set det hele og kom ind til mig efter kampen. Han ville bakke mig op, hvis jeg ville gå videre med sagen,” siger Bo.

”Men det var en træningskamp, og jeg vidste, at Tikhonov ikke ville acceptere matchstraffen. Han var ligeglad. Af hensyn til publikum lod jeg ham blive i boksen i tredje periode. Jeg følte, at det var den bedste måde at håndtere den sag på, da man dengang ikke indberettede fra træningskampe. Det var jo Tikhonov, dét her, og der var ingen grund til at skabe yderligere problemer.”