Satsning på vej hos vendelboerne

Det var en historisk dårlig sæson for Frederikshavn i 2023/24.

Vendelboerne endte som nummer ni, og det var første gang siden 1995/96, at Frederikshavn sluttede udenfor slutspillet (dengang gik kun seks hold videre) og første gang siden 1984, at frederikshavnerne var uden for top otte i dansk ishockey.

Det skal der gøres noget ved, og i den kommende sæson håber White Hawks på at øge lønbudgettet med hele 2,5 millioner kroner. Det skriver Kanal Frederikshavn, der har været til et sponsormøde med 22 toneangivende sponsorer i Frederikshavn-ishockeyen. Her gav man håndslag på øgede penge til eliteishockeyen, og flere toneangivende virksomheder satte sig sammen med direktør René Jørgensen målet om at kæmpe for de flere penge i kassen.  

- Vi går efter en udvidelse af vores eksisterende sponsor-netværk. Vi skal blandt andet have flere virksomheder fra Sæby og Skagen med. White Hawks er hele Frederikshavn Kommunes hold, pointerer René Jørgensen hos Kanal Frederikshavn.

Her siger han også, at White Hawks har sit nye trænerteam klar inden for de kommende 14 dage. 


WHITE HAWKS HENTER POINTSLUGER: Jesper Thörnberg på kontrakt i Danmarks nordligste klub Henrik Mærsk tager til Kiruna