I efteråret 1996 var jeg taget til Bayern. Målet var at se historiens første danskeropgør i Bundesligaen i ishockey mellem Starbulls Rosenheim med Jesper Duus og Augsburger Panther med Heinz Ehlers.
Opgøret mellem de to Bayern-klubber blev spillet i Rosenheim.
Jeg var blevet sulten efter en lang dag og stillede op i køen til en hotdog i den første pause.
Da jeg kom tilbage til pressepladserne få minutter inde i anden periode, var der ingen Ehlers at se. Hverken på isen eller i boksen.
Det viste sig, at Panthers danske playmaker og topscorer (15 point i elleve kampe) var blevet skadet i en tackling midt på isen i sit andet skifte efter pausen.
Mit råd må være: Lad være at spise hotdog til ishockey.
Jeg mødte en deprimeret Heinz i omklædningsrummet efter kampen.
”Jeg forvred venstre knæ og ved af bitter erfaring, hvor alvorligt det er. Jeg kender symptomerne alt for godt,” sukkede han.
Dagen efter fik han sin dom af klubbens læge. Den var hård.
Med en skinne om knæet sagde han: ”Det var nøjagtigt så slemt, som jeg frygtede. Ledbåndet er revet næsten over. Om en lille måneds tid kan jeg vende tilbage til istræningen, men den første kamp bliver tidligst om seks uger.”
Lokalopgøret mellem Starbulls Rosenheim og Augsburger Panther med 4.000 engagerede tilskuere gav sejr til Jesper Duus & co. med 4-2. Det sidste mål i tomt bur.
Den store danske back tog det med vanlig ro: ”Jeg er overrasket over, at vi ligger på fjerdepladsen i Bundesligaen. Så gode synes jeg heller ikke, vi er.”
Jesper Duus er i øvrigt den eneste dansker, der har vundet guld i tre lande, Danmark (Rødovre), Sverige (Färjestad) og Østrig (Feldkirch). I sæsonen i Feldkirch i 1997/98 var han desuden med til at vinde European Hockey League.
Et par dage efter kampen om Bayerns ishockeytrone besøgte jeg familien Ehlers i deres rækkehus uden for Augsburg. Sebastian var dengang tre et halvt år og Nikolaj otte måneder.
For sjette gang i sin lange professionelle karriere humpede Heinz rundt på krykker. Tre gange efter akillesseneoperationer og tre gange efter knæskader.
”Om prisen er for høj,” funderede han. ”En fysisk betonet sport som ishockey med højt tempo og stor intensitet vil altid være forbundet med en vis risiko. Men på det seneste synes jeg nok, at jeg har været ret uheldig.”
Heinz var 16 år, da han skiftede barndomsklubben IK Aalborg (med faderen Jens Ehlers som træner) ud med Leksand. Han debuterede på landsholdet som 17-årig og blev som 18-årig den første dansker, som blev draftet (New York Rangers) og debuterede i Elitserien.
”Mine sportsligt bedste sæsoner havde jeg i Leksand fra 1987 til 1989. Jeg havde på det tidspunkt tilbud fra Rangers, men valgte AIK Stockholm, hvor jeg i øvrigt blev fyret. Jeg kan stadig ærgre mig over, at jeg ikke kom til NHL,” sagde han.
”Fremtiden? Jeg bliver i sporten. Ishockey er mit job. Min ambition er at blive træner.”
Afslutningen på min artikel fra Augsburg lød:
”Så hvem ved. Måske vender han (efter sin aktive karriere) alligevel tilbage til landsholdet. Som træner.”
Heinz var 30 år dengang og lagde ikke skjul på, at motivationen for at spille på landsholdet ikke er, hvad den har været. Han havde spillet 74 landskampe og deltaget i syv VM-turneringer, men tog alligevel et par VM-turneringer mere, efter han var kommet til Berlin Capitals.
Det var oplagt at vælge Heinz som ny landstræner, da DIU efter fem år med Janne Karlsson søgte nyt blod. Og han nåede nye milepæle. Her er tre: OL-kvalifikationen i Oslo, OL-kvartfinalen i Beijing og VM-sejren over Tre Kronor i Riga 2021.
Heinz var i øvrigt den første danskfødte coach for landsholdet i 24 år (siden Per Holten Møller).
I dag er han træner for EHC Visp i den næstbedste schweiziske række. I en tæt turnering ligger klubben efter en dårlig start på næstsidstepladsen, men har vundet de seneste tre kampe.
